En travl præmiere.

Den 16. maj er for mange jæger den vigtigste dag på hele året. Ved solopgang på denne dato starter bukkejagten – og dermed mange naturoplevelser som vi har set frem til gennem de sidste uger og måneder. For nogle af os betyder denne dato også starten på en anden type oplevelser end dem bukkejægeren har glædet sig til siden det tidlige forår.
Den type oplevelser jeg her tænker på er dem som bukkejægeren frygter allermest. Han har haft disse situationer i tankerne, men sikkert skubbet dem væk – langt væk. Måske har de været årsag til et par ekstra besøg på skydebanen. Det jeg her tænker på er naturligvis anskuds situationen. Situationer hvor dyret ikke ligger forendt (dødt) på stedet, hvor det stod da skuddet faldt. En sådan oplevelse kan naturligvis fylde enhver jæger med frygt. For hvad skete der, med dyret, i de tusinddele af et sekund der gik fra han trykkede på aftrækkeren til kuglen træffer dyret og hvor traf den?
For et par år siden havde jeg en travl præmiere dag. Morgenstunden var nu dejlig stille og rolig. Jeg havde tilbragt den hos en god ven. Der havde inviteret mig til at skyde en buk. Hele morgenen havde jeg siddet op i en hochsits og nydt den gryende dag. Bukke havde - heldigvis for ham - ikke vist sig. Eller jeg havde måske snare været uopmærksom, forblændet af dette ubeskrivelige sceneri som en maj morgen kan byde på, - startende med en stille, lun og mørk bøgeskov der efterhånden som solen får magten bliver et orgie i lugte, lys og skygger, farver og former - og så det for det danske forår så karakteristiske fuglekor. Sådan en morgen er en oplevelse for alle vores sanser. Gad vide hvordan ”bukkefar” oplever sådan en morgen som måske bliver hans sidste. Hans hørelse og lugtesans er mange gange bedre end min, det må virke overvældende med al den fuglesang og alle de lugte. Det var måske derfor jeg ikke så ham! – opdagede han mig før jeg overhoved havde mistanke om, at han var i nærheden?? Da klokken blev 7 kravlede jeg ned og listede hen til jagthytten. Her ventede en hyggestund med kaffe og morgenbrød.

En god time senere kunne min mobiltelefon ikke holde sig længere. Med munden fuld af tebirkes greb jeg den. ”Det er Niels Christoffersen”. En lidt beklemt person præsenterede sig og spurgte om det var mig der havde en schweisshund. Allerede på mit bekræftende svar kunne jeg fornemme et lettelsens suk ud af telefonen.
På mine efterfølgende spørgsmål om hvordan dyret havde ”tegnet i skuddet” (hvordan det reagerede da det blev ramt af kuglen)?
Om det havde været nede at ligge?
Hvordan det gik fra ansskudsstedet?
Har du fundet ansskudsstedet?
Hvad ligger der på ansskudsstedet?
Alle disse konkrete spørgsmål tvinger ”den uheldige” til at koncentrerer sig om bestemte dele i det samlede hændelses forløb. Denne koncentration på bestemte dele leder opmærksomheden væk fra det kedelige faktum at dyret tilsyneladende ikke døde i skuddet og blev liggende hvor det skulle. Så da jeg afslutningsvis kunne fortælle ham, at jeg lige var blevet færdig med morgenmaden og kom så hurtigt det var muligt steg hans psykiske tilstand med adskillige grader.
En time senere sad jeg på hug ved anskudsstedet. Det der først sprang i øjnene var nogle rød-brunlige klatter samt lidt hår. Der var ingen tvivl. Et leverskud. Han var kommet forlangt tilbage på dyret i skud øjeblikket eller dyret havde flyttet sig en tusindedel af et sekund før skuddet gik. Et skud i leveren er dræbende, men ikke øjeblikkelig. Får dyret fred går det straks til nærmeste tygning og sætter sig. Her forender det forholdsvis hurtigt efter. Et sådan spor skal for en trænet schweisshund normalt ikke give problemer. Jeg hentede min unge labrador han som på det tidspunkt havde været i schweissregisteret i et par år. Han undersøgte nøje anskudsstedet, fandt dyrets flugtretning og begyndte det egentlige sporarbejde. Sporet havde retning direkte mod en mindre gran tygning. Inden bag den første række graner lå dyret forendt, kun 60 meter fra anskudsstedet.

På vej tilbage til bilerne ringede mobiltelefonen igen. Denne gang havde rekvirenten kunne konstaterer masser af schweiss på anskudsstedet. Problemet var her ligesom ved første eftersøgning at bukken var rendt sin vej, - men ikke nok med det - den var gået over skellet ind til naboen. For at forstå det næste er det nødvendigt at kende jagtloven og tankegangen bag den.
Da vildtet er vildtlevende, er der ingen der ejer det, - sålænge det er levende. Der opstår første et ejerforhold til vildtet når det er dødt. Ejeren er da den person der ejer den grund eller har jagten på den grund hvor på dyret dør. Det vil sige at løber et anskudt dyr ind over et skel er det ikke den der skød dyret der har retten til det, men ham på hvis grund det forender.
Netop ankommet til dagens anden eftersøgning, medens jeg står og er ved at gøre mig og hunden klar ringer telefonen igen. Endnu en ”ulykkelig jæger”. Jeg får hans telefon nummer og lover at ringe tilbage så snart jeg er færdig her.
På anskudsstedet kan jeg konstaterer rigelige mængder lungeschweiss. Jeg kan næsten love, at vi har dyret inden for fem minutter, men gør det ikke, for man kan aldrig være helt sikker på hvordan dyrene reagerer. Hunden trækker straks, efter den er blevet sat på sporet, direkte ned mod en lille bæk og vi er straks inde hos naboen. Sporet går ind i en bøgehøjskov med retning lige mod en gran tygning. Kun 30-40 meter fra granerne ligger dyret. Det var sikkert dødt i skuddet, men løb på reflekserne. Da det blev brækket (indvoldene taget ud) viste det sig at det var ramt perfekt, hjertet var gennemskudt - fuldstændigt ødelagt og alligevel var dyret løbet 90-100 meter.
Vi kører op til den gård som skoven hører under. Jeg banker på og viser mit specielle Schweisshundefører ID-kort. Gårdejeren der selv er bukkejæger ønsker min rekvirent tillykke med det perfekte skud og overgiver bukken til ham. Han er ikke uberørt af situationen og meget glad for sin jagtnabos generøsitet. Arbejdet kalder. Knapt har glæden over den genfundne og -vundne buk lagt sig, da jeg kommer i tanke om den sidste opringning. Jeg finder telefonen frem og ringer op. Efter beskrivelsen at dømme kunne det tyde på et waidskud. Hunden op i bilen og afsted. En indsats på mindre end fem minutter, bukken er fundet død og rekvirenten er jublende lykkelig. Det har næsten været for let. Det er blevet frokost, vi kører hjem for at spise og slappe af.
Hele eftermiddagen slapper vi af i varmen uden at telefonen gi`r et kny fra sig. Jeg gør klar til grill mad sidst på eftermiddagen. Min kone ved og er indstillet på, at det med hygge omkring grillen her i de første uger af bukkejagten godt kan blive en meget kortvarig fornøjelse med mig som aktør. Denne aften strækker hyggen sig dog helt frem til kl. 20.30. Endnu en bukkejæger har været uheldig. Denne buk er beskudt ude på en mark og er derefter flygte direkte ind i skoven dvs til naboen.
Rekvirenten var temmelig sikker på at han havde set det ene bagløb (bagben) svinge. På anskudsstedet finder jeg nogle bensplinter fra en rørknogle. Dette fund betyder at vi nu står overfor dagens første reelle anskydning.
Eftersøgninger i formiddags var ikke anskydninger. Idet alle bukkene blev fundet forendt indenfor 100 m. Disse eftersøgninger på dødskudte bukke er mere et kapløb med tiden om at finde dyret før ræven eller inden kødet fordærves. Tilbage til eftersøgningen, det er nu at den gamle erfarne schweisshund skal på arbejde. Løbskudte dyr er ikke for uerfarne hunde. Det er nu godt en time siden at skudet faldt. Det haster med at komme i gang. Dels falder mørket snart på, dels vil et dyr med overskudt løb allerede i morgen tidlig når solen står op have restitueret sig så meget, at det bliver væsentligt svære at komme på skudhold af den.
Efter få meters sporarbejde når vi til skellet. Det er tydeligt at krattet på den anden side af skellet er så tæt at det bliver umuligt for hunden at arbejde koncentreret hvis den hele tiden skal vente på mig i den anden ende af den 10 meter lange schweissrem. Jeg beslutter derfor at tage schweissremmen af ham. Han forsvinder hurtigt ind i krattet og ud af syne.
Jeg bliver et øjeblik tilbage med rekviranterne. Spørgsmålene er mange.
Hvordan træner man en schweisshund ?
Hvad gør han når han finder dyret ?
Hvad nu hvis dyret ligger inde hos naboen ? osv. osv.
Minutterne er lange, - der går både 5, 7 og 10 minutter. Der går måske 12-13 minutter. Ikke en lyd høres. - Tror du han er gået af sporet ? Hvis han er - kommer han så tilbage til dig ?
Pludselig kan jeg høre en gøen langt væk. Jeg løber i den retning lyden kommer fra. Råber tilbage at rekviranterne skal blive på deres side af skellet. Efter lidt søgen finder jeg et hul i krattet hvor jeg lige kan komme igennem. Lidt længere fremme er vegetationen lidt mere åben så jeg kan øge hastigheden. Nu gør hunden bare ikke mere. Jeg fortsætter i den retningen jeg mener lyden kom fra. Kommer til et lille vandløb - springer over - høre nu hundens gøgen godt 100 m fremme - fortsætter. Jeg får nu øje på noget der ligger og plasker i vandet 50 m længere fremme. Det er hunden og bukken!!!
Desværre ligger de ved den anden bred og her er længere end jeg kan springe. Jeg løber længere frem for at finde et sted hvor jeg kan komme over. Det ser heletiden ud til at der lidt længere fremme er et sted hvor åen er lidt smallere. Jeg løber 30 m – 40 m – 50 m Nu må der da snart være et sted eller skal jeg virkelig vende om og løbe hele vejen tilbage. Endelig ser det ud til at ville lykkes DER!!! 80 – 100 meter fra hunden og dyret, men jeg må tage tilløb. Jeg går 7 - 10 meter væk fra bredden. Løber til, sætter af og springer. På den modsatte bred venter der en løbetur tilbage. Vejrtrækningen lider lidt under de sidste minutters hårde fysiske arbejde. Ved synet af mig søger bukken instinktivt over mod den modsatte bred. Men Dersu ved ligeså instinktivt at skal denne kamp snart have en ende er det vigtigt at ”far” snart får fat i bukken.
På land ville Dersu for længst have aflivet bukken med et kraftigt bid i halsen. Situationen er meget anderledes herude på svømme dybt vand her kæmper han også for selv at holde hovedet ovenvande. Så det er fint nok at han prøver at svømme den ind til den bred hvor jeg står. Dersu har et solidt greb i halsen på bukken. De kæmper begge en indædt kamp hvor Dersu, som Labrador har overmagten i det våde element. Ved fælles hjælp får jeg fat i opsatsen (geviret) Trækker bukken op på land og giver den fangst med min kniv.
Da Dersu kommer på land igen, snusede han kun lige til bukken, under mindre anstrengende omstændigheder ville han give den en ordentlig ruske tur. Nu var den jo død og så der var ingen grund til at ofre flere kræfter på den. Et hurtigt kik ned over bukke viser at kuglen var gået igennem det nederste af køllen og derved brækket lårbensknoglen.
Nu forestod der en besværlig tilbage tur med en tung buk i et ret kuperet terræn. Da det var vel overstået kunne jeg så begynde et mindre detektiv arbejde med, at udrede hvordan ejer- og matrikkelforholdene var i det område jeg havde arbejdet mig igennem og vigtigst af alt hvem var ejeren af den å brink hvor jeg havde trukket bukken op og givet den fangst.
Kontorarbejdet blev ordnet og jeg kørte hjem klokken var nu blevet 22.30. Kort før Blangslev ringer telefonen . ”God aften - det er Næstved Politi” lyder en venlig stemme. ”Vi har en påkørsel ude på Karrebækvej ved den nye golfbane. Er det noget du kan tage dig af”. I Blangslev drejer jeg mod Næstved. 10 minutter senere kort før Ringvejen ved Rønnebæksholm ringer telefonen igen. Den venlig stemme fra før melder sig igen. ” Ja det er Næstved politi igen. Jeg har endnu en påkørsel til dig . Denne gang er det ude ved Central savværket på Ringstedvej. Kan du også tage dig af den”. ”Ja selvfølgelig” lyder svaret venligt fra mig, men måske en anelse træt.
Dyret på Karrabækvej ligger faktisk i vej kanten. Det ryger lige op i den til formålet medbragte plastik baljen og ind i bilen. Vi fortsætter mod savværket. En lille halv kilometer før savværket ringer telefonen igen. En ny venlig stemme siger ”God aften, det er Vordingborg politi. Har du tid til at se efter en påkørsel, på hovedvej 2 overfor det nye malteri ved Ørslev”. ”Ja det kan du tro jeg har” svare jeg. Jeg skal bare lige være færdig her, så kommer jeg. Efter en times resultatløst arbejde ved central savværket kører vi sydover. Den unge hund finder her hurtigt dyret som ligeledes ryger op i plastik baljen. Klokken 02.22 kontakter jeg vagthavende ved Vordingborg politi for at meddele dem resultatet af eftersøgningen og jeg vender ”næsen” hjemad.
Nu skal dyrene bare lige brækkes (indvoldene tages ud) og hænges op et køligt sted. Klokken 03.45 ligger jeg i sengen. Et kort øjeblik føler jeg en indre glæde og tilfredshed ved vores indsats på denne præmiere dag. Syv eftersøgninger, fire på anskudt - og tre på påkørt vildt.
Resultat: Seks fundne stykker råvildt. Mere sanser jeg ikke før jeg har fornemmelsen af at jeg synker dybt dybt ned i madrassen.
Klokken 06.25 ringer telefonen. En lidt forvirret stemme undskylder tidspunktet samtidigt med, at han stiller spørgsmålet: ”Er det dig der har en schweisshund?”……Ja, det kan du tro jeg har. En halv time senere er hundene og jeg på vej til Møen. Hilsen Hundeniels.